Marts 2013

 


NYHEDER FRA DANMARKS MILJøPORTAL 

Der er godt nyt på punktkildeområdet, hvor PULS-systemet er blevet relanceret efter at have undergået forskellige tilpasninger. I øjeblikket kan data om regnbetingede udledninger inddateres i PULS og på sigt kommer flere moduler til. 


I Danmarks Miljøportal arbejdes der på to nye projekter - det drejer sig om at øge tilgængeligheden til data om luft, data der efter sommerferien vil kunne tilgås på Danmarks Arealinformation. Desuden er et stort projekt omhandlende udviklingen af en fællesoffentlig database på rotteområdet blevet søsat.

I dette nyhedsbrev kan du desuden læse om status for grundvandsprojektet om b-boringer og

prøvesteder samt blive opdateret på naturapplikationen, der løbende får nye features.

Inden påskeharen kommer på besøg, lancerer Danmarks Miljøportal sin nye hjemmeside, som vi håber vil berige både natur- og miljømedarbejdere, borgere, virksomheder, it-udviklere m.fl. med viden om miljøportalens vision, data og værktøjer mm.


GOD PÅSKE

 

 INDHOLD

 

 OVERFLADEVAND - Relancering af PULS

 ROTTER - Ny rottedatabase på vej

 AREAL - Luftdata på Arealinformation

 GRUNDVAND - B-boringer og prøvesteder

 NATUR - Naturappl2 opdateres løbende

 



OVERFLADEVAND
Relancering af PULS


 

Den 11. marts er PULS (PunktUdLedningsSystem) blevet relanceret i version 1.5, efter at have gennemgået en række tilpasninger. PULS gør det muligt at foretage inddatering af data om regnbetingede udledninger, og få udledningspunkter og målesteder vist på det nye Danmarks Arealinformation. Næste fase går ud på udviklingen og udfasning af det gamle amtskommunale system WinSPV, der vil finde sted i løbet af maj 2013.

 

Visning af udledningspunkter og målesteder på Arealinformation

Med relanceringen bliver oplysninger fra PULS, om udledningspunkter og målesteder for regnbetingede udledninger, vist på det nye Danmarks Arealinformation, se under temagruppen 'Spildevand'.


Tilpasninger til PULS
I de sidste par måneder er der sket en række tilpasninger med PULS bl.a. i forhold til datamodellen, webservice-snitflader og opdatering af brugergrænsefladen, der består af basale funktionaliteter, der alene kan modtage manuelle inddateringer af data for regnbetingede udledninger. For at smidiggøre inddateringerne kan der benyttes andre fagsystemer, der kan udveksle data med PULS. Kendte tredjeparts fagsystemer er OPUS og GIDAS.

PULS udvides
På sigt bliver der udviklet flere nye moduler til PULS. Det næste modul er omhandler data om renseanlæg og industrier, som vil give laboratorierne mulighed for at aflevere kemiske analyser via PULS.

 

Ønsker du yderligere information omkring styre- og projektgruppen for PULS findes det på hjemmesiden.

 



ROTTER
Ny rottedatabase på vej


 

Bestyrelsen for Danmarks Miljøportal har besluttet, at der skal udvikles en fælles rottedatabase. Det betyder, at oplysninger i forbindelse med rottebekæmpelse skal ligge i en samlet database i stedet for en i hver kommune og en hos Staten.

Hvad omfatter rotteprojektet?
Rotteprojektet går ud på, at der via et servicelag på Danmarks Arealinformation, skal kunne opnås bedre overblik over rotteresistens og giftanvendelse. Det forventes at ville føre til en reduktion af giftanvendelsen og dermed sikre færre sekundære forgiftninger af dyrelivet, samt give lettere adgang til landsdækkende informationer om rotter.

 
Lettere indberetning af rottedata

Det overordnede formål med projektet er at udvikle en moderne og fællesoffentlig databaseløsning på rotteområdet. Det vil bl.a. gøre kommunernes arbejde lettere, når det kommer til indberetning af rottedata til Naturstyrelsen (NST), da indberetningen sker automatisk via integration til den fælles rottedatabase. Databasen forbedrer ligeledes udvekslingen af rottedata, da løsningen udstiller de landsdækkende data i et ensartet format via standardiserede snitflader. Samtidig giver det NST bedre mulighed for at bistå kommunerne omkring rottebekæmpelse.

Det forventes at der inden slutningen af 2014, vil kunne foretages digital indberetning af rotteanmeldelser fra borgerne.

 



AREAL
Luftdata på Arealinformation
 

 

Det skal være muligt at finde data om luft på Danmarks Arealinformation, har bestyrelsen for Danmarks Miljøportal besluttet. Data skal trækkes fra Århus Universitet, DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi - det tidligere DMU). Det forventes, at data vil være tilgængelige på Arealinformation efter sommerferien. 

Formålet med projektet er at give myndigheder, virksomheder og borgere adgang til en større del af danske luftovervågningsresultater, herunder modelberegninger af luftkvalitet og afsætningen af luftforurening. Data præsenteres på Danmarks Arealinformation og giver dermed mulighed for at vise luftdata i sammenhæng med øvrige miljødata.

 

 



GRUNDVAND
B-boringer
 og prøvesteder

 

Projektet, der handler om at videreudvikle den fællesoffentlige del af Jupiter-databasen til at kunne indeholde data om B-boringer og prøvesteder, har netop afsluttet fase 1. Denne første fase omfattede boringsoplsysninger, samt boringsteknik, geologi og lokaliteter.


Det er GEUS, der har stået for udviklingen af det tekniske design, der bl.a. omfatter datamodel og webservicebeskrivelse samt feltmapning. Aftestning af systemerne blev afsluttet 1. marts. Til gennemførsel af testene er der udviklet en testklient, der har til formål at kunne automatisere afprøvningen af de specificerede usercases i projektet.


Nye webservices til test og produktion
Løsningen af fase 1 er ved at blive lagt i produktion og vil omfatte nye webservices for B-boringer på grundvandsområdet til både test og produktion samt en opdatering af datamodellen for PCJupiterXL til vers. 1.3. Det betyder, at leverandører af tredje-partsapplikationer og lokale it-systemer nu kan gå i gang med at udarbejde løsninger til myndighederne.

Projektets fase 2 indledes
Fase 2 er ved at blive indledt med en designfase, der er planlagt til at forløbe frem til sommeren 2013. Denne del af projektet omfatter prøver og analyser for sedimentkemi, luft og gas, samt blandeprøver og inde- / udeklima.

 

 

 



NATUR
Naturappl2 opdateres løbende

 

Danmarks Miljøportal har som før omtalt lanceret en nye version af Naturapplikationen til at registrere data i naturdatabasen. Mange brugere har bidraget med værdifulde input til opdateringen af applikationen og været med til at sikre, at landets natursagsbehandlere nu har et godt redskab til registrering af naturdata. Statslige natursagsbehandlere har allerede brugt den nye Naturappl2 til at registrere ca. 10.000 aktiviteter til Novana.

Hent Naturappl2
Du kan
installere Naturapplikationen på din pc og tage den med i felten, så du kan indtaste dine observationer direkte. Du behøver med andre ord ikke længere at registrere data i et papirskema først. Og applikationen er bygget op på samme måde som feltskemaerne på papir. Når du er tilbage fra felten og har netforbindelse, kan du lave den endelige registrering i naturdatabasen.

Naturappl2 opdateres løbende
Naturappl2 bliver løbende suppleret med nye feltskemaer. For eksempel har Naturstyrelsen den 18. marts 2013 lavet et nyt feltskema til at registrere Kystlaguner i naturdatabasen. Denne indtastningsflade vil høre under Novana naturtypeovervågning. Hver gang du åbner Naturapplikationen, sørger den automatisk for at opdatere din version med nye feltskemaer, stednavne m.m. Derfor er det vigtigt, at du altid åbner applikationen, inden du går i felten, så du har den nyeste version med.

Tilstandsberegning
Når du registrerer dine naturdata i applikationen, vil den automatisk lave tilstandsberegningen, så du umiddelbart efter, at du har fået netforbindelse, kan se naturtilstanden for det område, som du har besigtiget.


Du kan registrere polygoner ved en besigtigelse
Du har allerede nu flere muligheder, når du skal registrere polygoner ved en besigtigelse:
• Du kan uploade egne GIS-filer fra egne GIS-applikationer via Naturapplikationen samtidig med, at du registrerer dine besigtigelsesdata.
• Hvis du kun skal registrere et punkt, kan du taste koordinaterne for punktet direkte ind i Naturapplikationen samtidig med, at du registrerer dine besigtigelsesdata.
• Du kan tegn dit polygon i Danmarks Arealinformation og bruge objekt-ID til at knytte det til dine registreringer i Naturapplikationen.


Inden udgangen af april får du endnu flere muligheder:
• Når du tegner dit polygon i Danmarks Arealinformation vil du kunne klikke på et link, som automatisk overfører din registrering fra Danmarks Arealinformation til Naturapplikationen.
• Samtidig vil du også i Naturapplikationen kunne se den tilhørende polygon/punkt i Danmarks Arealinformation.



AKTUELT

 

Danmarks Miljøportal går i luften med en ny hjemmeside inden påske. Den nye hjemmeside blev lanceret i en demo-version den 12-12-12 og er nu klar til at stå distancen som miljøportalens hjemmeside.  

Forbedringer til hjemmesiden?
Har du ideer og forslag til forbedringer af Miljøportalens nye hjemmeside? Så skriv til webmaster@miljoeportal.dk
- OBS: Ideer og forbedringer til Arealinformation skal som hidtil sendes til Miljøportalens support på miljoeportal@miljoeportal.dk

 

 Danmarks Miljøportal deltog i begyndelsen af 2013 i en seminarrække omkring fordelene ved at anvende en fødereret eller Single-Sign-On (SSO) løsning i kommunerne. Fordelen ved en SSO-løsning i forhold til Miljøportalens systemer er, at medarbejdere fra kommuenen ikke behøver bekymre sig om login til Danmarks Miljøportal, fordi deres normale login til kommunens systemer kan benyttes i stedet.

Udover Danmarks Miljøportal, var der på seminarrækken også indlæg fra bl.a. Odense Kommune, Silkeborg Data og Globeteam. Det er muligt at se en videooptagelse af indlæggene
.

 

 

 

 

LÆS MERE

  

miljøportalens nye hjemmeside er der én indgang til vejledninger, FAQ (oftest stillede spørgsmål) og introduktionsfilm til miljøportalens fagsystemer. Det er også her, du kan sende en besked til miljøportalens support vha. kontaktformularen. Indgangen hedder 'Hjælp' og du finder linket på forsiden øverst oppe til venstre for søgefeltet.

 

 

 

 

  TIPS & TRICKS 

 Om Arealinformation



 Format af indtastede koordinater

Man kan være i tvivl om, hvordan koordinaterne i de forskellige koordinatsystemer skal indtastes. Så kan det være en hjælp først at afsætte sine koordinater og her se formatet.

 

Fx skal koordinater i Lat/Lon (DD) indtastes med komma og ikke med punktum.


Koordinater i grader og minutter (Lat/Lon (DMS)) kan til gengæld tastes ind med mellemrum


 Redigering: slet knækpunkter

Det er muligt at slette knækpunkter af et eksisterende objekt ved redigering. Det gøres ved at 'dobbeltklikke' på knækpunktet.


 Redigering: rediger geometri
Når man redigerer et eksisterende objekt med værktøjet ”Rediger geometri” skal man efter sine ændringer 'dobbeltklikke' for at komme ud af objektet inden man kan gemme sine ændringer. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Genveje

Online FAQ 

Tilmeld nyhedsbrevet

Afmeld nyhedsbrevet


Du kan kontakte supporten ved hjælp af kontaktformularen eller ved at ringe til os på 72 54 54 54 hverdage mellem kl 9-14. 

 

Rentemestervej 8, 1. sal, 2400 København NV
www.miljoeportal.dk
miljoeportal@miljoeportal.dk
(+45) 72 54 54 54