Danmarks Miljøportal benytter Cookies

Vi benytter cookies til analyse i Google Analytics samt for at gøre din oplevelse på miljoeportal.dk bedre. Ønsker du ikke at benytte cookies kan disse slås fra i din browser.

Skip Navigation LinksDinGeo-dk-geodata-samlet-et-sted

31-08-2015

 DinGeo.dk - geodata samlet et sted

Geodata fra forskellige kilder præsenteres på en enkel og overskuelige måde. Alt du skal gøre er at indtaste en adresse.

DinGeo.dk er et eksempel på, hvordan ekspertbrugere relativt nemt kan samle og udstille data fra mange forskellige kilder på nettet. Bag hjemmesiden står Peter Riisager, der har en ph.D. i geofysik, en diplomuddannelse i softwareudvikling samt mange års erfaring. Hjemmesiden DinGeo.dk  blev skabt som 'et rent hyggenørdprojekt', som Peter kalder det. Han har brugt næsten 1.000 timer på den og driften finansieres nu via lidt bannerreklamer.

Data om din grund samlet ét sted

Formålet med DinGeo.dk er at samle geodata fra forskellige kilder og præsentere dem på en enkel og overskuelige måde. Alt du skal gøre er, at indtaste en adresse, så giver DinGeo.dk en lang række oplysninger om din grund og de nærmeste omgivelser, eller den bolig du overvejer at købe. Listen over data er lang og tæller bl.a. risiko for oversvømmelse, radon, jordforurening, risikovirksomheder i nærheden, trafikstøj, hårdhed af drikkevand, skoler, links til lokalplaner m.m.

En af drivkræfterne for Peter Riisager for at gå i gang med at udvikle DinGeo.dk har været hans egen frustration som huskøber. Her blev han opmærksom på, hvor svært det var som huskøber at få svar på de spørgsmål han havde, samtidig vidste han, at mange af de data, han havde brug for, var frit tilgængelige. Hjemmesiden bliver løbende udvidet og udstiller pt. bl.a. data fra Danmarks Miljøportal, Geodatastyrelsen, Miljøstyrelsen, GEUS og Undervisningsministeriet.

Datajagt er en tidsrøver

Peter Riisager er blevet overrasket over, hvor mange timer han har skullet bruge på "datajagt". Selvom data er offentligt tilgængelige, kan de være svære både at finde og tilgå. Desuden kan det være svært at se, hvor de bedst kvalitetssikrede og mest opdaterede data er. Hans opfordring til Miljøportalen er derfor, at gøre det lettere at bruge data.

Peter Riisager er pt. i gang med at finde partnere, som kan hjælpe ham med den forretningsmæssige side af sagen. Selvom hjemmesiden løber rundt nu, mener han, at der er potentiale for at gøre hjemmesiden endnu mere brugervenlig og attraktiv.

Peter Riisager er blevet hædret med Geodataprisen 2015 for sin nye måde at bruge frie data på til gavn for den brede offentlighed.