Med et stærkt afsæt i miljødata og digital forvaltning går Peter Ritzau Eigaard ind i rollen som forperson med ambitioner om både stabil drift og strategisk teknologisk udvikling.
Danmarks Miljøportal, 9. December 2025
Danmarks Miljøportal har fået ny forperson. Peter Ritzau Eigaard, kontorchef for enheden Data & Analyse i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, tiltræder posten og bringer sin mangeårige erfaring med miljødata og digital forvaltning ind i bestyrelsesarbejdet. Han har tidligere siddet tre år i bestyrelsen og vender nu tilbage med et solidt kendskab til organisationens struktur og samarbejdsflader.
Som kontorchef arbejder Peter tæt på mange af de data, der løbende bliver født ind i Miljøportalen, og netop datadagsordenen er hans drivkraft.
”Jeg brænder jo for data. Mit arbejdsområde har altid omhandlet data: særligt landbrugsdata og miljødata og hvordan man får data ud til forvaltningssystemer, så de bliver brugt til at træffe de rigtige beslutninger. Her har Danmarks Miljøportal en fuldstændig central betydning.”

For ham handler forpersonrollen om at videreudvikle det nuværende fundament og sikre, at Miljøportalen også fremover understøtter de beslutninger, der træffes på tværs af myndigheder.
En vigtig del af bestyrelsens kommende arbejde bliver derfor at styrke datagrundlaget yderligere. Peter fremhæver behovet for stærkere datastrømme, mere automatisk kvalitetssikring og flere digitaliserede arbejdsgange, så data i højere grad bliver verificeret ved indlæsning og dermed mere pålidelige.
”I Danmarks Miljøportal samles data fra både statslige myndigheder, kommuner, regioner og flere andre, samtidig med at man giver adgang til dem. Det er helt afgørende for sagsbehandling, og det skaber muligheden for, at man kan arbejde ensartet med data på tværs af kommunerne. Det er en kæmpe fordel for dem og for Danmark som sådan.”
Han peger samtidig på vigtigheden i, at myndighedsdataene kommer ud og giver værdi ude i samfundet, hos private virksomheder, borgere og universiteter. Derfor er både mængden af data samt datakvalitet i højsædet, derudover at systemerne skal være sammenhængende, gode og intuitive at bruge.
Med rollen som forperson ser Peter frem til samarbejdet i bestyrelsen foruden samarbejdet med både faggrupper, stabsgruppe, sekretariatet og eksterne samarbejdspartnere om den videre udvikling af Miljøportalen. Den kommende tid bliver derfor både en fortsættelse af et solidt fundament og begyndelsen på et nyt kapitel, hvor datakvalitet, automatisering og strategisk teknologisk udvikling går hånd i hånd.
Danmarks Miljøportal er et fællesoffentligt samarbejde mellem staten, kommuner og regioner. Ejerparterne er repræsenterede i både bestyrelse, stabsgruppe og de 9 faggrupper, som betjenes af sekretariatet. Vil du vide mere om, hvem der sidder i hvilke grupper, kan du læse mere her.
Læs mere:
Del og følg
Vi vil gerne møde dig på LinkedIn. Vi poster løbende nyheder, information, aktuelle events og jobopslag. Følg os på LinkedIn